En dag med Bruno Gröning

EmailPDFUdskriv

Alfred Hosp, 1957
Afskrift (pdf)

 

Var et foredrag af Bruno Gröning meget udbytterigt og interessant, så gav først det at være sammen med ham en dag, mulighed for at overbevise sig om, at han selv fuldt og helt gik ind for sin lære, og levede efter den.

Han havde forlængst omsat det i handling, som ved hans ord forekom os så forbavsende og nyt – ja, næsten umuligt at gennemføre.

Jeg vil nu skildre forløbet af en af disse uforglemmelige dage sammen med Bruno Gröning:

Det var om morgenen før morgenmaden. Hr. Gröning havde den foregående aften holdt et langt foredrag, og havde derefter været sammen med sine venner til den årle morgenstund, så han højst havde kunnet sove fire timer. Alligevel kom han så udhvilet og frisk ind til os, som havde han sovet hele natten.

Han hilste på hver enkelt af de tilstedeværende og spurgte, hvordan han havde sovet. Selv om de fleste havde sovet godt, var en og anden endnu noget træt efter den uvant korte søvn, og svarede: ”Tak godt, hr. Gröning, kun noget kort.”

”For kort?” ”De har sovet meget for længe”, og igen alvorlig fortsatte hen, idet han henvendte sig til os alle: ”Ser De, venner, mennesker gør det forkert, når de begiver sig til ro.” Dagen igennem optager de alt, hvad der strømmer ind til dem. Uroen på arbejdspladsen, det daglige livs bekymringer og stridigheder – tolv timer igennem eller længere endnu – og er ved sengetid fuldt stoppede med dette skarn. De lægger sig altså ned, da kroppen er træt, og falder for det meste straks i søvn.

Men det, de dagen igennem har optaget, kære venner, sover ikke! Det arbejder videre i hjernen, det vil fordøjes. For mennesket må være lige så færdig med det åndelige som med maden.

Sådanne menneskers søvn er derfor urolig og overfladisk, og – selv om de sover længe – vågner de uden at være udhvilede. Om morgenen river vækkeuret dem ud af deres urolige slummer, og så gør de igen noget forkert. For også den pludselige vækning er et chok for organismen. Næppe hører de vækkeuret larme, før de springer ud af sengen, haster i klæderne, hurtigt sluger et par bidder, og så straks af sted til arbejdet. Ja, uroen og hastværket, som de begyndte dagen med, varer ved hele dagen, og dog glider arbejdet ikke fra hånden.

Nej, mine venner, det er ikke måden at sove på. Krop og ånd får derved ikke det, de har brug for. Jeg vil nu forklare Dem, hvordan man udnytter natten, så legeme og sjæl optager det, de har brug for, nemlig det gode.

Når De om aftenen vil begive Dem til ro, kære venner, bør De ikke straks sove ind. For så tager De alt det skarn, som De er blevet belastet med dagen igennem, med i søvnen, og så finder kroppen ikke ro.

Før mennesket sover ind, skal han lade hele den forgangne dags oplevelser passere forbi sine åndelige øjne. Han må – så vidt han er i stand til det – gennemgå hver oplevelse, hver tanke, og mærke efter, om den var rigtig eller urigtig. Var tanken, ordet eller handlingen forkert, så må han af hjertet fortryde det, og være fast besluttet på at gøre det bedre næste gang.

Enhver ond tanke, som mennesket optager, og ikke fortryder og viser fra sig, må han engang omsætte i handling. Derfor er det så vigtigt, kære venner, at De kontrollerer og behersker Deres tanker.

Jeg har nu altid talt om optagelsen af tanker. De undrer Dem måske over, at jeg bruger dette udtryk, men sådan er det faktisk.

Tankerne, som hvert sekund svirrer rundt i Deres små hoveder, kommer ikke fra Dem, kære venner, De optager dem kun, ligesom radioapparatet optager fra senderne. De kan selv bestemme, om De vil optage de gode eller de onde tanker. For det, De vil, det optager De, og sådan er også Deres tanker.

Derfor siger jeg igen og igen, kære venner:

Mennesket handler efter sin vilje – som viljen er, er tankerne – tankerne fører mennesket til handling.

Og jeg gentager, kære venner:

Hver tanke De optager, og ikke gennem ærlig anger viser fra Dem, må De engang omsætte i handling, om De vil det eller ej.

Hvis en af Dem for eksempel hader en eller anden, og hele tiden tænker: Ham slår jeg ihjel, og engang møder han sin fjende alene – helt lige meget hvornår, det kan være efter ti eller efter tyve år – så er øjeblikket der for at udføre det. Hans tanker bliver til handling, og han slår koldblodigt sin fjende ihjel.

Men derefter kommer han til besindelse og siger forfærdet: Ja, jeg forstår det ikke, hvordan kunne det dog ske? „Jeg ville det slet ikke, men pludselig kom det over mig, og jeg havde gjort det!“

Men denne bekendelse nytter ham ikke foran dommeren, og ingen tror på, at han nu mener det ærligt, og er rædselsslagen over denne handling.

Og dog var det sådan, kære venner, i det øjeblik ville han ikke dræbe sin fjende. Men tankerne, som han tidligere mange gange havde optaget, tvang ham til denne handling. Derfor:

DE MÅ KUN VILLE DET GODE, OG OPTAG DET ALTID!

Men nu tilbage til Deres nattero. Jeg sagde, De skal, så vidt det er muligt, endnu engang nøje gennemgå den forgangne dag med dens oplevelser. Jeg ved, at de fleste af Dem glemmer meget af, hvad De dagen igennem har tænkt og sagt.

Jeg husker personligt hver tanke, hvert ord jeg har sagt, hver handling jeg har begået. Ikke kun for én dag, men for hele mit liv, og jeg kunne ordret gentage hver tale, jeg engang har holdt, men dette kun i forbigående.

De vil se, kære venner, at hvis De hver aften, før De falder i søvn, for Dem selv ærligt og oprigtigt endnu engang tænker den forgangne dag igennem, så vil det hele tiden blive tydeligere og mere sammenhængende, og til sidst kan De huske hver tanke; og det er, hvad De skal opnå.

Jeg kan det jo, så hvorfor skulle De ikke kunne det, tilføjede hr. Gröning med et smil. Så fortsatte han:

”Når De har iagttaget alt, og på den måde har fordøjet den forløbne dag, så først vil De se, hvilken ro der vil være i Dem. Det svirrer ikke mere rundt mellem hinanden i Deres hoved. Der er ingen urolig vibration i Dem! Hver tanke er nu kommet på plads, og hvor der er orden, hersker der også sundhed og fred”.

Med denne fred kan De nu sove ind. Krop og ånd er afslappet, og hviler nu bedre i nogle timer end i en lang, urolig nat. Selv behøver jeg ikke mere end to timer. Jeg bruger naturligvis også noget mere, men ikke så længe, som De hidtil altid sover. Når De vågner om morgenen, så beder jeg Dem indrette det sådan, at De ikke skal stå op lige efter, at De er vågnet. Vågn hellere en halv time tidligere, og optag så først den guddommelige kraft. De skal optage så meget, at De har nok for hele den følgende dag.

Det må jeg jo også gøre. Jeg må endda optage langt mere, så jeg også kan give det videre til Dem. De kan også videregive andre, svagere, denne kraft. Ja, De gør det ubevidst i dagligdagen. Når De for eksempel dagen igennem møder nogen, og De giver ham hånden, så er der øjeblikkeligt en udveksling af kræfter! Har De mere kraft i Dem, flyder den over i den anden. Har den anden mere, så giver han Dem kraft gennem håndtrykket.

Det er, som når to kar med vand bliver forbundet med en rørledning, så kommer der også en udligning, til begge vandspejl står lige højt.

Derfor skulle De ikke give hånd til ethvert menneske. Man optager jo ikke kun det gode, men også det onde.

Jeg vil endnu engang give Dem et eksempel på denne kraftudligning:

Lad os antage, at faderen har haft ærgrelser på sit kontor og kommer udmattet og træt hjem. Moderen har forberedt maden, og venter ham glædesstrålende og fuld af god kraft. Hun åbner døren, og manden træder ind. Han ser træt og gnaven ud. Kvinden ser bekymret på ham og spørger: ”Men mand dog, hvad er der i vejen? Har du det ikke godt?” ”Jo, jo, men jeg er så træt og har haft ærgrelser”, svarer han. ”Kom nu herind, så får du det straks bedre. Læg frakken, jeg kommer med et godt aftensmåltid,” svarer kvinden, og stryger venligt sin mand over hovedet.

I samme øjeblik sker det. Den udmattede mands stemning slår om.

”Jeg ved ikke, mutter, når jeg er hjemme hos dig, er alt anderledes”, siger han taknemmelig. ”Jeg føler mig pludselig så godt tilpas og så frisk, som om hele dagen med sine ærgrelser og ubehageligheder slet ikke har været der, og desuden er jeg nu hundesulten, og glæder mig til din aftensmad. ”Det er fint”, svarer moderen, ”jeg kommer straks med den. Men så lægger jeg mig lidt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig bliver så søvnig”, og hun gaber inderligt.

Ser De, kære venner, det var udligningen. Kvinden gav sin kraftløse, udmattede mand sin kraft. Hun havde ikke selv så meget, og blev meget træt bagefter. Det har nogen af Dem bestemt også oplevet?

Ivrige nik var svarene i kredsen, og hr. Gröning fortsætter: Livet er et varigt forbrug af kræfter. De aner ikke, hvor megen energi en eneste tanke har brug for. Og hvor mange tanker optager De ikke i løbet af dagen? Og hvor ofte finder der ikke en kraftudligning sted med andre mennesker? Ser De, det må De alt sammen klare med den gode, guddommelige kraft, som De skal optage om morgenen.

Ja, den må række så langt, at De om aftenen endnu har nok til ikke at være udmattet. Hver gang De har afgivet for meget, og derved har nedbrudt Deres livskraft, må De begynde at opbygge den igen. Et værk bliver nemt ødelagt ved en eller anden uforsigtighed. Men hvor længe varer det, før det er opbygget igen?

Ser De, venner, sådan er det også hos Dem. En eneste ond tanke De optager, nedbryder øjeblikkeligt, og ødelægger al ordenen i Deres krop, som De så møjsommeligt ved Guds hjælp har opnået. Jeg understreger derfor endnu engang - optag altid den guddommelige kraft, og optag altid tilstrækkeligt, så der hele tiden er en vis mængde i kroppen.

Når De lader Dem nedbryde for meget, kan De ikke mere uden hjælp optage ny kraft. For at kunne optage den gode, guddommelige sending, må der være tilstrækkelig god energi til stede i Dem.

Det er det samme med radioen. Den må også først være tilført energi i form af elektrisk strøm, før den kan modtage og videregive udsendelserne. Mangler denne energi, eller er den tilførte spænding for lav, så kommer der ikke en tone ud af Deres modtager.

Og det er også en af grundene til, at jeg går ind for, at De regelmæssigt mødes i et fællesskab. For der findes i vor kreds altid nogle venner, som i det daglige liv eller i omgangen med deres familie og bekendte lader sig nedbryde så meget, at de ikke igen af egen kraft kan optage det gode. Men når de nu regelmæssigt kommer i vort fællesskab, så sker der også udligning der.

De venner, som har optaget fint, afgiver noget af deres kraft, så de andre også får så megen spænding igen, at de kan modtage den guddommelige kraft. Og så optager alle i fællesskabet sammen det gode, det guddommelige. Derved føler vennerne sig bagefter så styrkede og godt tilpas.

Eller er det måske ikke sådan?

Alle tilstedeværende bekræfter, at de føler sig godt tilpas og forfriskede, og hr. Gröning fortsætter manende:

Men ikke kun nu skal de føle Dem fulde af kraft, men hele livet igennem. Optag derfor regelmæssigt.

Når De altså har optaget så meget om morgenen, at De føler, at De nu har nok – også den følelse får De med tiden – så forhast Dem ikke med at stå op. Gennem hast og utålmodighed bortødsler De kun den gode energi, og desuden forsvinder der megen tid gennem nervøsitet. For øvrigt er nervøsitet ikke andet end mangel på energi.

Bevar roen under alle livets omstændigheder, og hvis De en gang tror, at De har meget travlt, så vær først udpræget langsom og velovervejet.

Så mærker De dette:

”ROEN ER HELLIG FOR MENNESKET, KUN NARREN HAR TRAVLT!”

Roen er det gode, det guddommelige! Hast og nervøsitet er allerede det onde, og fører til uorden – ikke kun i Deres omgivelser – nej, også i Deres krop. Gennem hast og uligevægt i Deres væsen, opstår der en anspændthed i kroppen, og en ofte optrædende anspændthed fører før eller siden til forstyrrelse og uorden. De kalder det sygdom – jeg siger uorden.

Mange gange er kun en eneste anspændthed nok til at frembringe varig uorden i kroppen.

Mange mennesker bliver syge som følge af en forskrækkelse eller ophidselse. Det forekommer også, at denne uorden først gør sig bemærket år senere. Men årsagen til enhver sygdom er altid det onde, som mennesket har optaget. De må befri Dem for det onde, tage afstand fra enhver ond tanke. Først da kan De modtage det gode, så ordenen igen kommer i stand. Det er ikke nemt at befri sig fra noget, som har belastet kroppen i årevis.

Men hvis De vil, og af Deres dybeste indre er overbevist om det, så kan det ske øjeblikkeligt. Jeg understreger endnu engang: Renselsen må være grundig.

Jeg vil forklare Dem det med en sammenligning: Lad os antage, at De vil hælde vand i en skål. Hvis dette vand skal være rent, må skålen være ren. Hvis der tidligere var mælk i den, og hvis der endnu befinder sig blot en dråbe af det deri, så bliver det klare vand plumret.

Altså må man først hælde indholdet ud, så vaske skålen grundigt ren og tørre den af med et rent viskestykke, så ikke den mindste smule lugt minder om det gamle indhold, og dermed forurener og fordærver det nye, kostbare. Ser De, så grundigt må De bandlyse det onde fra ånd og krop. Så først vil det guddommelige kunne virke fuldt ud og kunne skaffe orden. Se derfor endnu mere opmærksomt og strengt på Dem selv. Så vil også De engang kunne hjælpe andre mennesker – og så langt skal jo enhver af Dem komme.

Nu blev morgenmaden serveret, og alle tilstedeværende tager lidt at spise. Mens hr. Gröning stille og andægtigt spiser en bagatel, diskuterer de andre ivrigt det, de har hørt. Når hr. Gröning bliver spurgt, nikker han blot eller ryster på hovedet, men han siger ikke et ord. Efter maden sad han endnu nogen tid stille, så sagde han:

”Ja, kære venner, også ved måltiderne gør De det ofte forkert. Det skal ikke være nogen bebrejdelse, for De har jo ikke vidst det. Hvis en og anden af Dem har gjort en fejl, så vil vi ikke være vrede på ham af den grund, tværtimod, gennem hver af de andres fejl har vi – og han, lejlighed til at lære og gøre det bedre. For først gennem denne fejl bliver vi opmærksomme på sagen og kan gøre det rigtige.

Lær altid af både Deres egne og af andres fejl. Vi er alle kun ELEVER i denne verden – OGSÅ JEG – og jeg lærer mest, hver gang jeg er sammen med Dem. Jeg drager lære af hver af mine omgivelsers fejl. Vær også De opmærksom og skarpt iagttagende, så De en gang selvstændigt kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. De skal ikke være afhængige af mig. Jeg kan jo ikke altid være hos Dem, og engang vil jeg forlade denne verden igen. Og så må De fortsat leve i det gode, og må vide, hvad De vil.

Men ingen af de tilstedeværende vil godkende denne antydning i dens fulde konsekvens.

Nå, godt, jeg nævnte en fejl, De tidligere gjorde, idet De ubekymret talte sammen under morgenmaden.

Når De gør noget, så gør det med fuld bevidsthed, og saml Dem helt om denne beskæftigelse.

Mennesket, som han er i dag, kan altid kun gøre én ting. Men den må han vise fuld opmærksomhed, ellers kommer der ikke noget ud af det. Når De spiser, kære venner, så tænk kun på denne beskæftigelse. Tænk på, at næringen, De tilfører Deres krop, også er guddommelig – som Deres krop – og tak Gud for hver bid, han skænker Dem. For uden Gud fandtes der ingen næring.

Når De under måltidet tænker på noget andet, taler sammen eller endog læser avis, så spiser De det, De tænker eller gør ved siden af, med ind i Dem. For det meste er det noget dårligt. Det er ikke noget under, når De efter sådan et overfladisk måltid har besvær. For De ved jo slet ikke, hvad eller hvor meget, De har spist. Gennem dette opstår mave- og tarmbesvær. For det er simpelthen for meget for fordøjelseskanalen, hvad der hele tiden kommer ned i den fra oven.

Og endnu noget meget vigtigt vil jeg give Dem med på vejen, når vi nu er ved dette emne:

Sørg hver morgen for at tømme tarmen, og spis først herefter morgenmad. Det hører også til ordenen!

For når vi gør det omvendt, blander vi alt for let det gamle med det nye, og ofte vil tarmen så overhovedet ikke mere.

De må jo også først fjerne den gamle aske fra Deres ovn, før de tænder en ny ild, da den ellers ikke kan brænde, men kun ryger. Det ved enhver husmoder af erfaring. Men hos Deres egen krop lægger De for det meste ikke mærke til det.

Efter maden behøver maven også lidt ro, for en del af blodet er koncentreret i mavesækken, og hjælper med at fordøje maden. Det første kvarter må maven klare det tungeste arbejde, til maden er gennemtrukket med dens safter.

Hvis De blot kunne se, hvor interessant det er. Mens maven gennem bølgeagtige bevægelser igen og igen vender og drejer indholdet, sprøjter kirtlerne – som små springvand – i grøden, til det er godt blandet, ja, man kunne næsten sige, er saftet til.

Når De forstyrrer dette arbejde ved arbejde eller spændende samtale, bliver maven forkrampet.

De rolige, bølgeagtige bevægelser bliver til trækninger, safterne holder op med at flyde, og maden bliver sendt videre til tarmen uden at være opblødt. Den kan naturligvis heller ikke stille meget op med den, og der opstår forstoppelse og besvær. Ved stærk ophidselse kommer det endog til opkastning. Tag hensyn til disse leveregler, og De vil se, at De vil føle Dem meget bedre tilpas end tidligere.

Maden bliver fuldt udnyttet, derfor behøver De mindre, og både mave og tarm bliver befriet for unødvendig belastning. Slikkeri tilfredsstiller kun ganen, og følgerne af en forkert ernæring gør sig uvægerligt før eller siden bemærket.

Og når der først er kommet uorden i Deres krop, er det svært for Dem at skaffe orden igen!”

Efter middagsmaden lagde hr. Gröning sig til at sove nogen tid. Nu vidste vi jo, hvorfor det var nødvendigt, og gjorde os umage for ikke at forstyrre ham. I forvejen sagde han:

”Mens jeg sover, må De på ingen måde være stille. Det forstyrrer mig absolut ikke, at De taler højt eller går omkring i værelset”. Kun én ting beder jeg Dem om: ”Optag ingen onde tanker, for så er jeg straks lysvågen.

JEG MÅ JO AFVÆRGE DEM!”

Selv om vi så, at hr. Gröning straks sov dybt og roligt, måtte vi, efter at han var vågnet, med forbavselse høre, at han helt nøjagtig vidste, hvad hver af os havde gjort, mens han sov. Ja, han gav endog svar på samtaler, som var blevet ført i et andet værelse.

Sine vidunderlige gaver har han givet utallige beviser for hele sit liv. Tid og rum spiller ingen rolle. Han beskrev mere nøjagtigt menneskers lidelser og karakter, som var hundrede, ja, tusinder af kilometer borte, end familiemedlemmerne selv kendte dem.

Også dem han havde påvirket, bekræftede, hvad der kan læses i mange helbredelsesberetninger, at de i samme øjeblik mærkede en følelse i deres krop, som bragte dem lindring, og til sidst befrielse for årelange lidelser.

I omgangen med hr. Gröning blev disse gaver hos ham så selvfølgelige, at vi slet ikke mere undrede os, når han ved velkomsten gav os svar på et spørgsmål, som vi måneder i forvejen og mange hundrede kilometer borte brød vore hoveder med, Han kendte enhver af sine venner bedre, end de kendte sig selv.

I hans nærhed var det, som om alle jordiske bekymringer og problemer rykkede langt bort og var blevet uvigtige. Vi følte os godt tilpas og trygge i freden og i den guddommelige kærlighed.

Eftermiddagen foregik på lignende måde som formiddagen. Mennesker kom og mennesker gik. Alle havde forskellige anliggender, og til alle fandt hr. Gröning det rigtige trøstens ord, og viste vejen, der førte til fred og harmoni.

Om aftenen rustede han sig til et langt foredrag, og vi vidste, at det igen ville blive lige så sent som den foregående aften, før hans krop kunne unde sig lidt søvn.

Ligesom denne ene dag foregik hver dag i hans arbejdsrige liv. År ud og år ind var Bruno Gröning undervejs, fra sted til sted, fra by til by, for at bringe mennesker sandheden, og igen føre dem på vejen til orden og til GUD! Nu, da der er gået mere end 20 år, siden han forlod sin jordiske krop, ved vi af erfaring, at hvert ord han sagde, var den rene SANDHED.

Vi føler den GUDDOMMELIGE kraft strømme ind, så snart vi ”indstiller” os, og kan i ro og orden præstere mere, end vi tidligere kunne det i uordenen.

Hr. Gröning var altid venlig, tålmodig og villig til at hjælpe. Han levede ydmygt og beskedent, og optog aldrig en ond tanke, selv om han fra mange sider blev tilføjet så meget ondt.

Kilde:
Archiv des Instituts für Grenzgebiete der Psychologie und Psychohygiene e. V. Freiburg i. Br.: 20/16/002