Bruno Gröning

EmailPDFUdskriv

K. O. Schmidt, 1978
Afkrift (pdf)

Mens Rudolf Zimmer[1] aldrig optrådte offentligt, og også undgik enhver kontakt med pressen, fordi han elskede stilheden og følte, at han øste kraft fra den, trådte en an­den åndelig helbreder, Bruno Gröning (1906-1959), i masseforsamlinger med forbav­sende resultater frem i offentligheden – godt nok med den yderligere virkning, at der med bifaldet også fulgte offentlige angreb, som han måtte tage stilling til.

Ifølge hans levnedsbeskrivelse opdagede han, ligesom Zimmer, allerede i barndom­men helbredende kræfter hos sig, ligesom han også konstaterede, at blot hans tilste­de­værelse ofte virkede stimulerende på helbredelsen hos syge.

Efter hjemkomsten fra russisk krigsfangenskab, begyndte han, efter en større række helbredelser i Herford i 1949, at blive kendt som helbreder, så at snart tusinder strøm­mede derhen for at blive helbredt. I de følgende år og til 1954, opnåede han en uhyre popularitet, da der dagligt fandt en betragtelig procentdel helbredelser sted blandt de op til 1.500 helsesøgende, som dagligt strømmede til ham.

Men ved siden af begejstrede tilhængere var der også modstandere, frem for alt blandt lægerne, som til sidst fik foretaget et helbredelsesforbud, men ikke kunne forhindre, at tilstrømningen af syge fortsat steg.

En yderligere følge var, at Heidelberg-professorer interesserede sig for ham, og muliggjorde en undersøgelse af hans helbredelsesresultater på patienter fra Heidel­berg-klinikken. Behandlingsforløbene, som blev optaget på lydbånd, demonstrerede dra­matikken ved helbredelsessamtalerne og helbredelsesprocessen, som blev be­kræf­tet gennem efterundersøgelser.

Men det resulterede ikke i den af Gröning håbede autorisation til at helbrede. Trods mange fortsatte helbredelsesresultater, kom det til nye sammenstød med kritikere og myndigheder. En dokumentarfilm, der blev optaget under massehelbredelsen på Tra­ber­hof ved Rosenheim, fremkaldte yderligere stigning i tilstrømningen af helsesø­gen­de, og nye helbredelsesresultater.

Derved understregede Gröning – også med hensyn til angreb – at det ved hans hel-bredelser hverken drejede sig om suggestion eller om helbredsmagnetiske virknin­ger, men om at en guddommelig helbredende strøm blev aktiveret. Godt nok må ”ethvert menneske dø, men det behøver ikke at ske lidende, for enhver kan være rask, og blive ved at være rask til det øjeblik, hvor han forlader denne verden”. Det drejer sig kun om, ”at genvinde den indre ligevægt, og at leve sådan, at kroppen ikke behersker ånden, men ånden kroppen”.

I sin praksis åbenbarede Gröning en højtudviklet finfølelse for forstyrrede svingnings-områder i syges organismer. Han kunne, ligesom Rudolf Zimmer¹, ’pejle’ sig ind på lidende (omtrent som ved radiopejling), og uden henvisning fra den syge, konstatere en eller flere sygdomssteder. Ligeså var han modtagelig for andres tankestrømme.  

Tanker var for ham nøglen til både menneskers lidelser og velbefindende. Derfor talte han ofte om tankernes kraft, og advarede tilhørerne mod at hengive sig til nega­tive svagheds- og sygdomstanker, eller at tale med andre om vanskeligheder og lidelser, da sådanne tanker og ord stræber efter virkeliggørelse. Han kaldte tankerne ’mentale frembringelser’, som det gjaldt om bevidst at gøre positive. Den som tager imod ’sundheden som Guds vilje’, har succes, og sikrer sig at blive og fortsat at være rask”.

Hans tankers vidtgående overensstemmelse med læren fra New Thought[2] og fra Unity[3], er ikke til at tage fejl af. Man tror at høre Trine[4], Mulford[5], eller Marden[6], når Gröning i sine udtalelser til tilhørerne forklarer, at ”bekymrende tanker umuliggør modtagelsen af den guddommelige helbredende strøm, ligesom bekymrede tanker på familie og venner”. De er skyld i, at han ikke kan påvirke og helbrede alle. Om dette formanede han igen og igen: ”Hav tro og tillid, så hjælper og helbreder den guddommelige kraft, så fordriver det gode i mennesket det dårlige.” Netop dette opnår den helsesøgende gennem sin begejstring for helbredelsen, sin indre positi­vitet og modtagelsesberedte hengivelse til den helbredende kraft. Er dette én gang aktiveret, virker det af sig selv videre, så længe dette ikke bliver blokeret af tvivlens, bekymringens eller angstens negative følelser.

Det er værd at lægge mærke til, at Gröning, ligesom Zimmer, talte om ”den hel­bre­dende strøm”, der åbenbares i helbrederens indre væsen, og gennem ham bliver akti­veret i den syge, så vidt dennes egen tro endnu ikke er tilstrækkelig. Den helbre­dende strøm virker på kroppens kraftfelt som en potensstigning, og så videre på de enkelte organer, hvad der viser sig i en stærkere gennemblødning, gennemvarmning og afspænding, og fremskynder en hurtig venden tilbage til sundhedens normaltil­stand.

For at aktivere den syges svage tro, betjente Gröning sig ofte af et ’kraftoverførsel’ i form af stanniolkugler, som han anså som ’mellemsendere’ og kontaktfremmere, selv om virkningen uden tvivl i det væsentligste blev udløst gennem den lidendes tro. Grö­nings anvisning for brugen af kuglen, var en praktisk vejledning i den rette indre for­be­redelse på den helbredende strøm, som bevirkede helbredelsen.

Denne sammenhæng bliver der gået ind på ved hans elev Tramplers vurdering af helbredelsesmetoden.

I øvrigt afviste Gröning, som de fleste åndelige helbredere, altid at blive kaldt hel­bre­der. ”Tak Gud, og ikke mig, for Gud alene er helbrederen; jeg er kun værktøj for en højere vilje, som bevirker helbredelsen.” Han sammenlignede sig gerne med telefo­nistinden, der formidler forbindelsen, således forbinder også han, når den hjælp­sø­gende tager telefonen i hånden og vælger Gud, denne med den guddommelige kraft.

*

Med hensyn til massehelbredelsesforsamlingerne, og de derved af Gröning opnåede resultater, var det forståeligt, at repræsentanter for pressen hele tiden iagttog hans virke og berettede om det – til dels sagligt og anerkendende, til dels skeptisk eller af­vi­sende. Blandt journalisterne var en – dr. Kurt Trampler – så tiltalt af Grönings resul­tater, at han dengang udgav sin beretning i bogform: ”Den store venden om”, hvori han understregede, at ”Grönings helbredelsesresultater fremtvang en adskillelse mel­lem dem, der var rede til også at anerkende det endnu uudforskede som virke­lighed, og de andre, der fornægtede troen på det”.

Trampler var vidne til mange masse- og fjernhelbredelser, hvor ”en kraft blev virk­som, som der ikke var nogen forklaring på, og som bragte hjælp, fordi mennesker havde fundet vejen til Gud … Syge rejste sig fra deres bårer, lammede kastede de­res krykker fra sig og kunne gå, et blindt barn blev seende, og takkeråb forkyndte om stadigt nye helbredelser”.

Efter hans beretninger, og efter de helbredelsesvidnesbyrd, Gröning selv havde sam­let, har Gröning opnået helbredelse ved kræft, blindhed, døvhed, stivhed af led, ma­ve­sår, hjernehindebetændelse, spinal børnelammelse, vattersot, gigt, nyre- blære- lever- og galdelidelser, kolik, kredsløbsforstyrrelse, for højt blodtryk, diabetes, årebe­tændelse osv.

At det ikke drejede sig om suggestion eller indbildning, beviser helbredelserne af syge dyr.

Trampler var så påvirket af det, han kunne konstatere, at han senere selv tilegnede sig den åndelige helbredelse, og opnåede samme helbredelser med lignende meto­der som Gröning, hvilket bliver forsøgt beskrevet i følgende kapitel. 

Han citerede i sin tidligere nævnte bog Grönings ord fra udtalelser som følgende:

”Hvem modtager, og hvem har ret til at helbredelse? Den, der har fremkaldt den le­vende tro i sig og lever med den. De er alle Guds børn, og den eneste læge for alle mennesker, er Gud. Han hjælper dem, der er rede til at tro på ham. De behøver ikke at tro på den lille Gröning; men De må have tillid til Vorherre, for at De kan modtage helbredelse!”

Trampler gentog også Grönings formaning:

”Med helbredelsen alene er mennesket ikke hjulpet. Først, og frem for alt, må han be­virke en indre venden om i sig og finde vejen til Gud. Først da er han værd at blive helbredt.”

Disse og andre ord af Gröning viser ham som et religiøst menneske, der, som tid­ligere sagt, var fortrolig med tankerne fra New Thought og Unity. Han så i men­nesket Guds barn, hvis krop gennem dens sundhed genspejler harmonien med det uende­lige, for så vidt mennesket ikke forstyrrer denne harmoni ved forkerte tanker …

”… Hvert menneske står gennem den åndelige del af sit væsen i forbindelse med den åndelige verden og dens kraftstrømme. Derfor kan enhver lidelse blive helbredt, men ikke ethvert menneske kan blive hjulpet, fordi det afhænger af den åndelige ind­stilling, og fra retningen af hans tanker og tro.”

Her endnu nogle af Grönings ord, der hentyder til det væsentligste ved helbredelsen:

”Kast i tankerne din sygdom fra dig som noget, der ikke tilhører og svarer til dit egent­lige væsen! Hav også ved tilsyneladende tilbagefald en urokkelig tillid og tro på, at den åndelige kraft altid er til stede, og hjælper og helbreder!

Alle mennesker, lige meget hvilken religion, race eller nation de tilhører, er værd at blive hjulpet. For de har alle den samme Far: Gud, der hjælper dem af enhver nød, når de af et taknemmeligt hjerte holder sig åbne for hans hjælp.”

Hans valgsprog var lige så enkelt som indgående: Ønsker du at være rask, så tænk udelukkende på sundhed, så kommer sundheden.”

Hans resultater havde for øvrigt en sådan virkning, at der i 1958 dannedes en fore­ning af helbredte og tilhængere, der som ”forening til fremme af sjælelig-åndeligt og naturligt livsgrundlag” i Grönings ånd virker fortsat oplysende, og går ind for den ån­delige helbredelse, for nylig gennem et af Herman Riedinger udgivet skrift ”Bruno Gröning” (Lohmar ’77)7 med beretninger om erfaringer med Gröning, foredrag om Gröning og af Gröning selv.

 

Kilde:
SCHMIDT, Karl O.: So heilt der Geist. Wesen und Dynamik des geistigen Heilens. München, Engelberg/Schweiz, Drei-Eichen-Verlag, S. 249-254.



[1]Rudolf Zimmer (død 1968) var en tysk åndelig helbreder.

[2] New Thought bevægelsen var en åndelig livsfilosofi, som blev grundlagt i det 19. århundrede af den amerikanske heilpraktiker Phineas Parkhurst Quimby, og i tidens løb fik indflydelse på mange andre åndelige grupper. Forfatteren af disse tekster, Karl Otto Schmidt (1904-1977) var selv tæt knyttet til New Thought bevægelsen. Biographisch-Bibliographische Kirchenlexikon regner ham således til de ”mest benådede lærere i den nyåndelige tankeverden”.

[3] Unity Church blev grundlagt i Amerika i slutningen af det 19 århundrede, og er i dag en af de største trossammenslutninger, der er fremstået af New Thought bevægelsen.

[4] Ralph Waldo Trine (1866-1958) var en amerikansk forfatter og vigtig repræsentant for New Thought bevægelsen. Trines værk ”I harmoni med det uendelige”, blev af Bruno Gröning anbefalet som lekture.

[5] Prentice Mulford (1834-1891) var en amerikansk filosof og forfatter og vigtig repræsentant for New Thought bevægelsen.

[6] Den amerikanske læge og forfatter Orison Swett Marden (1850-1924) var en repræsentant for New Thought bevægelsen.