Nu nærmer vi os snart den dejlige adventstid …

EmailPDFUdskriv

Anny Pelz, november 1975
Afskrift (pdf)

 
Hjertelig velkommen, mine kære venner!

Nu nærmer vi os snart den dejlige adventstid. Advent, det betyder forberedelse til årets største fest, til julen! I erindring om den lykkelige tid, da vor ven og mester Bruno Gröning endnu opholdt sig hos os på denne jord, vil jeg i aften fortælle om julefesterne i Rosenheim, hvordan vi dengang udformede, forberedte og til sidst fejrede dem. At udtrykke denne vidunderlige oplevelse i ord, falder mig vanskelig, for at skildre det, jeg dengang følte, kunne måske udlægges som sværmeri, og det ønsker jeg ikke. De, der dengang sammen med mig havde den oplevelse at fejre en julefest sammen med Bruno Gröning, i årene 1954 til 1957, vil bestemt give mig ret, når jeg siger: ”… ikke græde, fordi de er forbi, men smile, fordi de har været.” (Tagore)

Jeg husker f.eks. en julefest, som blev holdt i den Vegetariske Restaurant i Rosen­heim, da endnu ikke så mange tilhængere af Bruno Gröning meldte sig for at deltage i denne højtidelighed. Vi smykkede rummet med grangrene, glimmer og stearinlys, og da der stod et klaver, indøvede vi før festen hurtigt tostemmigt ”Sü?er die Glocken nie klingen”, og frk. Anni Huber ledsagede os derved. Det var første gang, jeg kunne bidrage med noget for Bruno og deltagerne ved højtideligheden. Efter denne sang kom vennekredslederens velkomsthilsen, og lige efter et vidunderligt foredrag af Bruno Gröning.

Kære venner, tro mig, det han dengang sagde, husker jeg ikke mere. Kun ét var uforglemmeligt for mig: Dengang var jeg endnu ikke fri af belastningen – jeg har allerede tidligere fortalt Dem, at jeg i årevis led af sår på tolvfingertarmen – og fordi min plads var temmelig langt tilbage i rummet hos min mand, og jeg ikke ville for­styrre, satte jeg mig på klaverstolen, og lyttede anspændt til Brunos ord. Pludselig mærkede jeg, at jeg fik det meget koldt. Jeg følte det dengang, og kan endnu kun beskrive det, som om jeg sad midt i en snebunke. Der gik nogen tid, før jeg blev klar over hvad der skete i min krop i dette øjeblik, det vi kan føle og i dag kalder den hel­bre­dende strøm, og at denne kuldefornemmelse kun kom, fordi det var helbredende for betændelsen i min krop. Efter foredraget gik jeg, stadig helt fortumlet, hen på min plads, men nu vidste jeg med bestemthed, at alt hos mig engang ville blive helt godt. Efter festen blev min mand og jeg af Bruno personligt opfordret til at komme med til Stephanskirchen, hvor vi i en lille kreds var sammen til langt ud på natten.

Da det efterhånden rygtedes i Rosenheim, hvor dejlige disse julefester var, når Bruno Gröning var til stede, meldte der sig hele tiden flere deltagere, så vennekredslederen søgte en større sal, og så blev festen holdt i Westerndorf St. Peter ved Rosenheim. Der måtte så træffes andre forberedelser, og vi var ivrige efter selv at lave utallige gyldne stjerner af guldpapir til de store grantræer og grandekorationer til bordene. Vennekredslederen lavede for hvert bord i denne store sal pyramider af stanniol­kugler, hvori der var stukket røde kerter. Jeg lavede selv et år et stort antal engle af flitterguld, der blev anbragt på hver væglampe med grønt gran. Det var et herligt syn, denne store sal med juletræer på scenen, med bordpynt og de mange lys og flitterguldenglene på hver væggene.

Og så fyldtes den store sal efterhånden. Alle fra foreningen i Rosenheim kom, og endnu mange, mange andre fra de nære og fjernere omgivelser, fra München, fra Tölz – jeg kan virkelig ikke opremse alle de byer og landsbyer; der kom også venner fra Østrig og Italien. Salen var fyldt til sidste plads, og så ventede vi. Ofte i timer, for De må forstå, at Bruno Gröning personligt i disse par uger i adventen hvert år kom i alle vennekredse, i det høje Nord, i Midttyskland og i Østrig, og endog tog på mange besøg hos folk, der bad om det, fordi de, mest på grund af fysisk forhindring, ikke selv kunne deltage i en julehøjtidelighed i en forening. Ventetiden, før vores store ven kom, blev udfyldt med gode grammofonplader, med belæringer som vennekreds­lederen gav, for der var også mange nye imellem, som endnu ikke vidste, hvad der var nødvendigt for at kunne modtage alt det gode, guddommelige, så sygdommen i kroppen kunne forsvinde. Og så skete det. Bruno Gröning kom med medlemmerne af foreningens bestyrelse, og gik langsomt gennem salen til lyden af ”Halleluja” fra Händels Messias, og hans strålende blå øjne omfattede hver enkelt af os, og det var, som kom der med ham en bølge at lykke over hver enkelt.

Efter velkomsttalen fra vennekredslederen, blev der igen lagt en plade på med jule­sange. Så talte også andre medlemmer af bestyrelsen, og imens tændte Bruno Grö­ning lysene ved sin plads, og fra disse brændende lys blev så alle de andre mange lys på bordene og på træerne og scenen tændt. Engang bragte en ven os et digt fra en kvindelig flygtning, og da vennekredslederen fandt det passende for julefesten, fremsagde jeg det. Da dette digt dengang faldt i så god jord, vil jeg gentage det i dag:

”Himmeltelefonen”

Jeg ved ikke, hørte du det,
Det fra himmeltelefonen?

Nå, så hør nu bare godt efter,
Så begriber du det straks!

Uden forberedelse fører der til enhver,
En ledning direkte fra himlen.

Apparatet er indstillet på dit lille kammer.
Knæler du, har det allerede ringet i himlen.

Næppe er opkaldet ankommet der,
Før telefonen er taget.

Så kan du komme med din bøn.
”Fat dig kort!” kender man ikke der.

Man ved også ganske bestemt deroppe,
Hvem der ringer her nede fra.

Du behøver heller ikke at hykle,
Du behøver blot at ringe.

Og så, jeg tror du ved det nu,
Bliver der aldrig sagt: ”Optaget!”

Eller blot, som i det jordiske,
Bliver der sagt: ”Forkert nummer.”

Nej, sådan noget findes ikke her,
Fordi et barn taler med Faderen.

Og skulle der, trods ivrig ringning,
Ikke opstå nogen forbindelse,

Er nummeret delvist eller helt dødt,
Hvad hjælper dig så i din nød?

Linjen er bestemt helt fejlfri –
På dit apparat, der ligger fejlen.

 Måske er apparatet støvet til ved manglende tro
Eller telefonen i stykker, fordi du ikke tror?

Det kan også være, at en lille skrue har løsnet sig,
For du blev mat og træt i hjertet?

Det kan også være, at klokken strejkede,
Fordi verden lige vinkede og lokkede dig,

Og fordi du har været en ganske lille smule
Troløs mod din konge?

Alt det er grund nok til,
At klokken ikke ringede i himlen.

Bring det så blot hurtigt i orden,
Og ring simpelthen op igen!

Tag blot rigtig tit røret i hånden,
Især når du længes efter hjemlandet.

Glem ikke, at du hver dag skal takke
For hjælp og forbindelse, du får lov til at modtage.

Ser De, mine kære venner, netop det barnlige indfald, som taler fra disse linier, var det, som vennerne dengang så godt kunne lide, og der er mange gange siden blevet spurgt efter det, og efter ønske fra nogle venner har jeg i dag gentaget det.

Mange sådanne små indlæg blev givet af venner, og ind imellem blev vore smukke tyske julesange spillet fra grammofonplader, til det store øjeblik kom, hvor Bruno Grö­ning gik på scenen og holdt et foredrag. Under sådan et foredrag var der dødstille i den store sal, og alle de tilstedeværende følte sig helt specielt talt til af ham, som så han en helt ind i sjælen, og hans ord gjaldt mig helt alene. Nogle så jeg græde stille hen for sig, men det var ikke tårer af sorg, men sjælen befriede sig gennem gråden fra den sidste tids grimme oplevelser; så uden undtagelse var hele salen fuld at strå­lende, lykkelige mennesker efter sådan et foredrag, og jeg er overbevist om, at der ud­rettedes noget i enhver, som han havde længtes efter og bedt om. Herlige var dis­se timer. Bruno Gröning forklarede os frem for alt, hvad Kristi fødsel betød for hver en­­kelt af os; han gjorde opmærksom på, at netop over denne fest hvilede nåden, Guds velvilje over hele menneskeheden, og jeg husker, at han engang helt spontant spurgte: ”Hvem kan huske linierne i sangen ’Stille Nacht, heilige Nacht’ udenad, og udtale dem uden melodien?” Helt ærligt, jeg meldte mig ikke, for jeg var ikke sikker på, om jeg kunne det. Denne sangs bærende klange er fortrolige for os fra barn­dommen, og lad os huske, at netop denne tekst og melodi stammer fra to jævne menne­sker, og nu bliver de sunget på alle sprog over hele verden. Vores ven vidste be­stemt, hvordan inderlighed og kærlighed netop klinger i denne sang, og hvilken velsig­nelse der ligger deri, en velsignelse, som ikke kun gælder tysktalende men­nesker, men alle mennesker over hele jorden. Dengang rejste en ven sig, jeg ser det endnu, som var det i dag, overlærer Preu?ler fra Rosenheim-foreningen, og sagde flydende sangens tekst, sådan som Bruno ønskede det, og denne erindring giver mig anledning til, at jeg nu gør det samme, og jeg beder Dem alle om, ord for ord at tage teksten fra denne herlige sang til Dem, og sige:

Stille Nacht, heilige Nacht!
Alles schläft, einsam wacht
Nur das traute, hochheilige Paar.
Holder Knabe im lockigen Haar,
Schlaf in himmlischer Ruh!

Stille Nacht, heilige Nacht!
Hirten erst kundgemacht;
Durch der Engel Halleluja
Tönt es laut von fern und nah:
Christ der Retter ist da!

Stille Nacht, heilige Nacht!
Gottes Sohn, o wie lacht
Lieb’ aus Deinem göttlichen Mund,
Da uns schlägt die rettende Stund,
Christ, in Deiner Geburt!

Stille Nacht, heilige Nacht,
Die der Welt Heil gebracht
Aus des Himmels goldnen Höh’n
Uns der Gnaden Fülle lässt seh’n,
Jesus im Menschengestalt!

Bruno Gröning ville bestemt gøre os opmærksomme på, at hvert ord i denne sang betyder så meget for os mennesker, at vi skal synge den så andægtigt som en bøn, ikke kun den mange gange årlige gentagelse, kun at lade den smukke, indsmigrende melodi lyde! Hvad han gav os i sine juleforedrag, kunne vi sikkert alle høre gennem hans lydbånd, men ét er sikkert, at vi dengang, som i dag, fra en julehøjtidelighed i vores kreds fik så megen kraft, så meget godt med os, og får det endnu i dag, og at vi med lyset fra de små grangrene fra julehøjtideligheden, tager velsignelsen fra den­ne stund med i vore hjem, som så på den hellige aften lader os mærke den samme lykkefølelse igen, og at alle, der er omkring os, får del i den.

Der er noget vidunderligt ved den Hellige Nat!

Kilde:
Arkiv Bruno Gröning Stiftelsen